Hele historien starter da Michael og jeg mødte hinanden, engang for mange år siden, det var vidst en kold vinter dag på crazy Daisy, men siden vodka, cola osv. var indblandet er vores hukommelse omkring den dag ikke perfekt, og siden der ikke skete noget som sådan springer vi omkring 11 mdr. frem i tiden, til en kold november dag.

Den 16 november 2001 på den berømte Værløse bodega var der noget der "førte os sammen" det var i hvert fald her vi fandt hinanden, nu er der folk som kender os som vil sidde og sige nej det er ikke sandt for de var nok sammen men nægtede alt kendskab til hinanden de næste 18 mdr. mere el mindre.

Og ja ja okay det tog os nogen mdr. at vågne op og indse vi ville have hinanden, men bedre sent end aldrig *S*

nå men vi kærestede så rundt i et par mdr. og efter en campingferie på Læsø ændrede vores liv sig i den grad.

Jeg gik op til lægen da vi kom hjem grundet mavesmerter og regnede med at jeg havde fået noget kulde el lign på denne ferie, da det ikke var min normale læge på det tidspunkt mødte hun ikke tage en graviditetstest på mig men rådede mig til at gå hjem og tage en, hvis jeg mente der kunne være en chance for dette.

Så på vejen op til apoteket og hele vejen hjem, som for resten aldrig har været længere end lige den dag *S* gentog Michael og jeg hinanden "du/jeg er ikke gravid, det kan du da ikke være"

vi kom hjem og jeg tissede på den berømte pind, og de to røde streger som nu engang skal komme frem hvis man er gravid, de kom hurtigere frem end jeg nåede at lægge den fra mig.

chokket forvirret og overrasket som jeg blev, greb jeg pinden og panisk vendte den om for ligesom at få stregen til at trække sig tilbage og gå væk.

da den naturligvis ikke gjorde dette, kaldte eller rettere RÅBTE jeg på Michael "få den til at gå væk, få den til at gå væk..." Michael kom op, tog et kig på pinden, vendte om og gik nedenunder, satte sig ned og begyndte at grine.

Vi havde nogen ærinder den dag, så vi kørte ud for at ordne disse, vi hentede min mor fra arbejde som var informeret via en SMS som lød noget i retning af få den streg på pinden væk.

Som vi gik oppe i Føtex og jeg søgte efter et svar i Michaels øjne brugte han tiden på stadigvæk at grine, og jeg tror faktisk ikke han stoppede før vi kom hjem og lukkede os inde på værelset om aften for at snakke om alt dette.

Vi passerede hylden med hostemedicin, og jeg foreslog vi købte nogen væk i morgen hostestillende tabletter, nå ja det var da et forsøg værd.

Vi lukkede os så som sagt inde for at diskutere hvad vores næste skridt skulle være, vi snakkede både for og i mod, vi skrev en liste med plusser og minusser og smed den væk igen, for når alt kom til alt, var graviditeten godt nok ikke planlagt men derfor ikke mindre ønsket eller glædeligt. Og med det sagt trampede vi nedenunder til de afventende (sviger)forældre med den glædelige nyhed i skal være bedste forældre.

Tid til at fortælle resten af omverdenen det.
Så kom tiden til at fortælle alle nyheden, både til dem der støttede vores forhold smat dem der var sikre på vi ikke holdte.

Og hvor er folk dog uforudsigelige, de folk vi havde forventet en køligere reaktion fra, jublede på vores vegne og de folk vi var sikre på ville juble trak sig væk.

Familien på begge sider, fik et kanon chok, men glæder sig og støtter os 100 % i alt hvad de kan.

Vennerne som engang stod nær, falmede i baggrunden og nogen anser det nok mere for et problem end noget andet at vi venter os.

men sådan er det, livet forandrer sig og ens prioteter ændre sig, og med den også ens interesser.

ting som før var nemme og sjove bliver mere en forpligtigelse end meget andet.

men vi glæder os og håber at folk omkring vil gøre det samme om ikke andet så på vores vegne.